Det overordnede formål med al sprogundervisning på alle niveauer er oparbejdelse af sprog- elevernes kommunikative kompetence. Siden begrebet i starten af 70'erne blev introduceret af Dell Hymes, har det undergået en række definitionsændringer med en betragtelig udvidelse af dets indhold til følge. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at den kommunikative kompetence ikke skal opfattes som en eksponent for en kommunikativ undervisningsform uden integration af formale lingvistiske systemer, sådan som det er blevet fremført af visse kritikere. Tværtimod er den kommunikative kompetence et samlende overbegreb for en lang række sproglige og ikke sproglige kompetencer, som interagerer med hinanden, og hvoraf ingen kan undværes.

I denne artikel fokuseres på den leksikalske kompetence, som igen udgør en komponent af den mere overordnede formalsproglige kompetence (fonologi, ortografi, morfologi, syntaks, leksis). Inden for de sidste ti års forskning inden for fremmedsprogsindlæring har man kunnet notere en stigende interesse for udvikling af sprogelevers leksikalske kompetence. Hos Henriksen/Haastrup (1995) gisnes der om, at årsagerne hertil er både en øget fokus på kulturaspektet og dermed også på semantik og leksis i fremmedsprogsundervisningen, såvel som en erkendelse af, at sprogelever generelt mangler præcision og nuancering i deres sprog, bl.a. fordi deres ordforråd er for begrænset.

På trods af den positive forskningsmæssige udvikling og i det hele taget den essentielle rolle, vi alle som fremmedsprogsbrugere oplever, at ordforrådet spiller i både receptive og produktive sammenhænge, er det en kendsgerning, at en eksplicit og systematisk undervisning rettet mod den leksikalske kompetence fortsat snarere er undtagelsen end reglen i fremmedsprogsundervisningen.

1. direkte og indirekte indlæring

Når man taler om opbygning af et ordforråd på fremmedsproget, skelner man mellem den direkte og den indirekte indlæring.

Ved den direkte indlæring forstås, at man bevidst gør en indsats for at lære nye ord, typisk ved at udføre forskellige øvelser rettet mod gloseindlæring.

Igennem den indirekte indfaldsvinkel tilegnes gloser ubevidst gennem læsning og lytning på fremmedsproget (Nation 1982,1990).

Opbygningen af et ordforråd foregår, for størstepartens vedkommende, på den indirekte måde. Jo mere man læser og lytter, desto større ordforråd får man.

Hvad læsning angår, er der nok stadig en tendens til i undervisningen primært at fokusere på intensive og kontrollerede læsestrategier, der fører til en detaljeret forståelse af en tekst. De intensive læsestrategier er udmærkede at beherske, men bør ikke stå alene, fordi de fører til en begrænsning af kvantiteten i læsningen. Dette er begrundelsen for, at sprogelever bør selvlæse mere og opøves i at anvende ekstensive receptionsstrategier, der fører til en mere global forståelse af en tekst og muliggør mere fornøjelseslæsning, hvilket på sin side har en motiverende effekt. I disse år, hvor der sker en masse inden for informationsteknologien, og sprogeleverne gives mulighed for at læse autentisk stof på Internettet samt kommunikere via e-mails med indfødte sprogbrugere, er nødvendigheden af den ekstensive læsning skærpet.

Problemet er imidlertid, at diverse undersøgelser inden for området indikerer, at en sprogbruger behøver et ordforråd på ca. 2-3000 gloser for at kunne læse og forstå 85% af en almindelig, autentisk tekst, og at kendskab til 95% af ordforrådet i en tekst er en forudsætning for, at kvaliteten af læsningen er optimal (Nation/Newton1997; Coady 1997). Så hvordan kan sprogelever lære nok ord igennem ekstensiv læsning, når de ikke har et tilstrækkeligt ordforråd til at kunne få tilstrækkeligt udbytte af læsningen? Denne problemstilling, der i litteraturen på området benævnes "the beginner's paradox" synes helt klart at indikere, at man hurtigst muligt må tilstræbe at få sine sprogelevers leksikalske kompetence op på det fornødne minimumsniveau.

Det er vores opfattelse, at sproglærere generelt undervurderer elevers indlæringskapacitet, når det gælder nye gloser. Nation (1982) refererer til en engelsk-tysk undersøgelse, der viser, at sprogelever på begynderniveauet rent faktisk kan indlære gennemsnitligt 34 nye ordpar (den fremmedsproglige glose og dens ækvivalens på modersmålet) i timen og 42 dage efter fortsat kan huske over 60% af dem.

Dette viser med al tydelighed, at der er store fordele i at supplere den indirekte indfaldsvinkel med en direkte gloseindlæring, både fordi det er en særdeles hurtig og effektiv måde at lære store glosemængder på, men også fordi man ikke uden videre kan regne med, at sprogelevernes receptive ordforråd automatisk kan anvendes i sproglig produktion.

I en erkendelse heraf anbefaler nogle lærere deres elever at lære ordlister udenad. Denne form for direkte ordforrådsindlæring er imidlertid uhensigtsmæssig af forskellige årsager (Mondria/Mondria-De Vries (1994):

- Gloserne lagres ikke i langtidshukommelsen, men glemmes hurtigt igen.

Hos Henriksen (1995) kan ses en præsentation og gennemgang af sådanne øvetyper, foruden at der henvises til en række øvelsestypologier, som man kan hente inspiration i. Samme sted understreges vigtigheden af som lærer at være i besiddelse af et batteri af forskellige ordforrådsøvelser, der kan indgå løbende i forskellige faser af et indlæringsforløb og som skal sikre variation i ordbehandlingen med henblik på lagring i langtidshukommelsen. I udvælgelsen eller udarbejdelsen af ordforrådsøvelser bør man sikre sig, at eleverne gives mulighed for gentagelse af de samme gloser flere gange i forløbet, fordi gentagelse generelt inden for sprogindlæring er en nøglefaktor i automatiseringsprocessen.

3. intervalmetoden

Hvad der imidlertid i de fokuserede ordforrådsøvelser ikke tages højde for, er betydningen af gentagelser fordelt over tid. Allerede siden 1885 (Ebbinghouse) har man vidst, at gentagen træning med passende intervaller er en mere effektiv fremgangsmåde end intensiv træning inden for et kort tidsrum. Denne viden er baseret på indlæringspsykologiske undersøgelser, der viser, at man glemmer mest indlært stof umiddelbart efter den første indlæringsfase, medens glemselsprocenten derefter daler. Det vil med andre ord sige, at man husker bedre og bedre for hver gentagelse, især når intervallerne imellem gentagelserne gradvist øges.

Specifikt inden for gloseindlæring har dette indlæringspsykologiske princip fundet sin anvendelse hos bl.a. Leitner (1972), Landauer/Bjork (1978), Mondria/Mondria-De Vries (1994), som alle sammenkæder den såkaldte intervalmetode med direkte glosetræning via karto-tekskasser og påviser denne metodes effektivitet.

Grundideen bag intervalmetoden er indlæring via gentagelser med stadigt længere tidsintervaller. Metoden går i sin enkelthed ud på, at nye gloser samt gloser, man har besvær med at huske, trænes med korte intervaller, medens gloser, man bliver bedre og bedre til at huske, trænes med stadigt længere intervaller. Fordelene ved at anvende intervalmetoden til gloseindlæring er, at man kan lægge den mest intensive del af træningen på gloser, man ikke kan, og igennem gentagen træning fordelt over en længere tidsperiode bedre husker de gloser, man har trænet.

Et glosekartotek opbygges mest hensigtsmæssigt ud fra emneområder som fx hus og hjem,

mad og drikke, beklædning, dyr, fritid osv.

Alle gloser inden for et emneområde, trænes på tre niveauer:

A træning med korte intervaller: 1 gang om ugen

B træning med længere intervaller: 1 gang om måneden

C træning med lange intervaller: 1 gang hver anden eller tredje måned.

A-niveau

Her indskrives alle nye gloser, der trænes 1 gang om ugen. Når de er kørt igennem ca. 5 gange, overføres de af dem, man kan, til B-niveauet . Resten bliver stående på A-niveauet, indtil man kan dem.

B-niveau

Her trænes gloserne 1 gang om måneden. Når de er kørt igennem ca. 5 gange, overføres de af dem, man kan, til C-niveauet. De gloser, man ikke kan, flyttes tilbage til niveau A, hvor de bliver, indtil man kan dem. Herefter kan de igen rykkes frem til niveau B.

C-niveau

Her trænes gloserne hver 2.-3. måned. Når de er kørt igennem ca. 5 gange, flyttes de gloser, man ikke kan, tilbage til niveau A og trænes forfra efter ovenstående forskrifter. For de gloser, man kan, er der to muligheder:

1. helt at slette dem fra glosekartoteket

2. at lagre alle eller udvalgte gloser i en dertil oprettet afdeling i glosekartoteket.

4. gtPlus - et computerstøttet glosetræningskoncept

På Spansk Institut, HHÅ, er de studerende begyndt at anvende et computerstøttet glosetræningsredskab, som er bygget op omkring intervalmetoden. Programmet, som hedder gtPlus og kan anvendes inden for alle latinske sprog, er netop kommet i en ny version, der er blevet til i et samarbejde imellem forfatterne af denne artikel samt to hold elever på BA-studiet, der påtog sig rollen som forsøgskaniner i udviklingsfasen.

Programmet har flg. fordele:

I indskrivningdelen opretter man gloselektioner, indskriver nye gloser og føjer gloser til eksisterende lektioner. I forbindelse med opretning af gloselektioner er der som en hjælpeforanstaltning i programmet indlagt forslag til 56 overordnede emneområder, som man kan anvende som lektionstitel, hvis man ønsker det.

Glosetræningsdelen er bygget op omkring intervalmetoden, hvis effektivitet er særdeles veldokumenteret, når det gælder lagring af gloser i langtidshukommelsen. Til glosetræningsdelen er koblet en testdel med tilhørende statistik over testforløbet. Programmet "husker" de gloser, der blev besvaret forkert mere end fire gange, og der gives mulighed for efterfølgende at teste disse separat.

I korrektionsdelen kan man rette lektionstitler, slette lektioner, rette eller slette gloser. En vigtig funktion i forbindelse med træning efter intervalmetoden er muligheden for både at flytte gloser fra en lektion til en anden samt flytte indholdet af en hel lektion til en anden.

I ordbogsdelen kan gloser lagres uden lektionsopdeling og i ubegrænsede mængder. Efterhånden som brugeren indskriver gloser, stiger værdien af denne del af programmet. Man kan sige, at brugeren støber fundamentet til noget, der på længere sigt kan udvikle sig til en værdifuld tovejs elektronisk ordbog.

Programmet rummer endvidere en søgefunktion. Der kan søges på dansk og spansk, på ord, hele sætninger eller dele deraf. Endvidere kan søges på ordklasser.

Endelig skal nævnes, at programmet giver mulighed for at liste gloser på skærmen, kopiere dem til en tekstfil, der kan anvendes i et teksbehandlingsprogram, eller sende dem til printer.

Da grundtanken bag gtPlus, som nævnt, er opbygning af brugerens individuelle glosekartotek, og der som en logisk konsekvens heraf ikke er forhåndsindlagt gloser i programmet, skal gloserne indskrives af eleverne selv.

Gloserne kan komme fra mange forskellige kilder, fx:

1. fra intensivt og ekstensivt læsestof
1. fra (video)film, T.V., autentisk og bearbejdet lyttemateriale
1. fra andre former for direkte gloseøvelser (jf. de omtalte fokuserede ordforrådsøvelser)
1. fra forskellige undervisningsaktiviteter, hvor eleverne undervejs har noteret sig, hvilke gloser de manglede for at kunne løse konkrete opgaver
1. fra gloselister i lærebogslektioner

Inden for forskningen i gloseindlæring diskuteres det, hvorvidt gloser indlæres bedst i en kontekst eller ej. Når det drejer sig om den receptive indlæringsform (fra fremmedsprog til modersmål), hersker der ingen tvivl om, at gloser afkodes lettest i en kontekst. Men hvad angår den produktive indlæringsform (fra modersmål til fremmedsprog) foreligger der ingen entydige konklusioner på nuværende tidspunkt.

Baseret på Oxford/Scarcella (1994) kan i gtPlus anvendes to delvist kontekstualiserede indfaldsvinkler, som anbefales inden for den direkte metode til gloseindlæring:

- sammenkædning af ord og betydning ved at indskrive illustrerende eksempler på glo- sernes anvendelse

I 80'erne introduceres for alvor forskellige former for computerprogrammer til støtte for sprogundervisningen. I takt med at erfaringerne på området voksede, skærpedes kritikken imidlertid tilsvarende. Alt for mange af programmerne manglede en eksplicit forholden sig til en undervisningsmetode og repræsenterede i værste fald en tilbagevenden til tidligere tiders stærkt styrede og kontrollerede pædagogik (Rechnitzer/Wagner 1989). Samme kritikpunkter kan fortsat rettes mod en del af de nyere computerstøttede sprogindlæringsprogrammer, som dermed placerer sig i skarp kontrast til den moderne pædagogiks orientering imod proces og elevautonomi.

Procesorienteringen i gtPlus opnås igennem både en teoretisk indføring i intervalmetoden, der, som nævnt, er forankret i indlæringspsykologiske forskningsresultaters påpegning af værdien af gentagen træning fordelt over tid, samt igennem en edb-mæssig programopbygning, der optimerer den praktiske anvendelse af intervalmetodens grundprincipper.

Den grundlæggende tanke bag konceptet 'autonom læring' er, at sprogelevernes tur op ad intersprogsskalaen mod en stigende beherskelse af målsproget er deres egen. Det er eleverne selv, der taler, skriver, lytter og læser og dermed udvikler deres fremmedsproglige kommunikative kompetence. En lærer er således ikke i stand til at indlære et sprog hos eleverne, hvorfor betegnelsen lærer i grunden er uheldig, fordi den giver forkerte associationer. Man kan lidt populært beskrive det på den måde, at læreren står ved foden af intersprogsskalaen og i en omdefineret rolle som sproglig konsulent løbende giver eleverne studiemæssige råd samt vejledning i, hvordan de mest effektivt kan bevæge sig op ad skalaen mod målsproget. Det vil sige, at sprogindlæring bør foregå i et samarbejde imellem lærer og eleverne, som skal trænes i at udvise større selvstændighed i indlæringsprocessen og dermed påtage sig et større medansvar for egen læring.

I gtPlus er der taget højde for den autonome grundtanke, fordi det i princippet er brugerne selv, der skal udvælge gloserne, indskrive dem og træne dem efter intervalmetodens forskrifter. Dog kan man skubbe sine elever i gang med denne proces ved at opfordre til indskrivning af gloser fra fx lærebogsystemers ordlister eller selv udarbejde lister med gloser, som anses for nødvendige for gennemførelse af givne aktiviter i undervisningen.

Men i og med at elever lærer med forskellig hastighed (jf. afsnit 1) og motivation som bekendt er en forudsætning for optimal indlæring, er det essentielt, at eleverne, sideløbende med et obligatorisk glosepensum valgt af læreren, indskriver og træner gloser i overensstemmelse med egne behov og interesser. På den måde tilgodeses også undervisningsdifferentiering, som er endnu et nøglebegreb inden for den moderne fremmedsprogspædagogik.

6. mere om gtPlus

Såfremt vi med denne artikel skulle have vakt en interesse for at stifte nærmere bekendtskab med gtPlus, kan man på Internet-adressen www.gbcdesign.dk både finde yderligere informationer om programmet og downloade en demo. Endvidere kan man kontakte:

Georg Beyer Clausen

Ellegårdsvej 23, 1. mf.

2820 Gentofte

tlf. 39760805

Klik på ikonen herunder for at sende en kommentar

e-mail: gtplus@gbcdesign.dk